En måde at overføre ejerskabsrettigheder tiler arv, hvis gennemførelse regulerer arv loven. På trods af at denne industri har en århundredgammel historie og udfører sin kronologi med ejendomsretten, er der i dag forskellige synspunkter om dens karakter og betydning.
Begrebet arv lov
Ligesom ethvert retligt fænomen, denne kategorito aspekter. Den første af disse er arvelig lov i den subjektive betydning. Ifølge ham bør denne ret opfattes som en persons evne til at anerkende eller arve arve rettigheder. Men ikke alle jurister accepterer denne opfattelse. Nogle af dem, for eksempel, Grishaev S.P. eller Korneeva IL overvej kun den arvelige ret som en mulighed for at en person bliver anerkendt som arving. Men i dette tilfælde forsvinder den anden del af et så stort område, nemlig: ret til at optræde som en testator. Og en sådan holdning er uacceptabel, fordi faktisk afskærer et helt lag af arv normer.
Den anden betydning for at overvejearvelig ret er et objektivt udtryk for det. En fælles holdning er den position, hvorpå en given delsektor betyder et sæt anerkendte legitime normer for overgangen af alle typer ejendomme fra en enkeltperson (testator) til en anden (arvinger). Og det er værd at bemærke, at talen i dette tilfælde ikke kun handler om aktiver, men også om gæld. Derfor giver lovgivningen ikke arvingen en forpligtelse til at acceptere en arv, men en ret, der kan fraviges.
Underafdelingen af arv omfatter to store institutioner, der regulerer arv ved lov såvel som ved vilje. De er genstand for denne ret.
Men med hensyn til den metode, der anvendes iarvelig lov, ikke alle så entydigt. Faktum er, at denne delsektor fungerer både i form af tilladelse og i forbud og bindingsmetoder. Dette kan påvises på følgende måde: Et eksempel på brugen af tilladelsesmetoden er at give testaten ret til at bestemme, hvordan han skal bortskaffe sin ejendom - ved lov eller ved testamente. Forpligtelsen til at give en andel i arv til en bestemt gruppe personer samt en streng liste over uværdige arvinger taler klart om brugen af forbud og bindingsmetoder. Ud fra alt dette følger det, at det er umuligt at udpege en enkelt metode til lovlig regulering i arvelov og at den anvendes både imperativ og dispositive.
Principper for arvelov
Til dato singler både lovgivning og jurister seks grundlæggende principper, der bestemmer normerne og udviklingen i arveloven.
Den første og grundlæggende er princippet om direkte kommunikationmellem testator og arving er han også princippet om universalitet. Kernen i det er, at ingen kan forhindre overdragelse af ejerskab fra den person, der er erhvervet til den person, der blev bemaerket. Og sådan en hindring ligger ikke kun i manglen på adgang til arv, men også i manglende tilvejebringelse af den egentlige ret til at bruge arvingerne.
Det andet skal tildeles frihedsrettighed. Det betyder, at testatoren og kun han har ret til at bestemme, om han vil efterlade ham en vilje, og hvis han forlader, hvem der skal tildele som arving. Dette princip er ifølge lovens bestemmelser ikke universelt og er begrænset til indikationer for tildeling af en obligatorisk andel.
Det tredje princip er rettet mod at identificere den påståede vilje til den person, der leverer arv. Den bruges i tilfælde, hvor et partielt testamente udføres eller det ikke er fundet.
Den fjerde beskriver bestemmelser, somtestator og arvinger har ret til at nægte aktiv deltagelse i disse relationer. Navnlig - testatoren må ikke forlade en vilje, og arvingen vil nægte at acceptere den.
Det femte princip er rettet mod at beskytte alle deltagere i processen mod ondsindede ulovlige handlinger. I dette tilfælde kan det udføres både i civilret og strafferet.
Det sjette princip siger, at enhver ejendom, der er i status som en arv, skal beskyttes mod ondsindede indgreb på den.
Som det kan ses, udgør principperne om arvelov faktisk et kort resumé af essensen af sådanne. At ignorere dem kan føre til en overtrædelse af hele arvsprocessen.
</ p></ p>>
